Fiskestænger.
Delt op i hav og spinnestænger.

Havstænger.

--------------------------------------------------------------

Excalibur Øresund Heavy/light cast.

Denne stangserie er desværre udgået af produktion, men hvis du skulle falde over en, så køb den. Stangen findes i to udgaver (heavy/light) men de er næsten ens bortset fra kastevægt/stivhed. Jeg bruger udelukkende dem, når jeg fisker flade, da de har en herlig kontant aktion, som også giver en meget stor føling med agnen. Samtidigt kan de kaste med op til 200 g. , og deres længde på 7.7 fod gør dem nemme at håndtere i en båd. Eneste minus ved disse stænger er de lidt for billige øjer, der kan tabe foringen. Men efter en klat superlim er den på plads igen. Og prisen:: Jeg gav 100 kr. stykket.

 

 

Daiwa Megaforce DD og DT.

Disse stænger er vores trollingstænger. De er fremstillet i to versioner: DD til Dipsy Divers og DT til alm. downrigger. DD stange er lidt længere og mere stiv for at kunne holde til presset fra Dipsyerne. DT er typiske trolling stænger, bløde og med en masse øjer. For begge stænger gælder det at de er samlet i en rimelig kvalitet og med gode øjer. De har krydsdup i bunden som dækkes af en gummihætte, der desværre er svær at få til at sidde. Men alt i alt er vi godt tilfredse med stængerne.

 

 

 

Imax Boat 48 lbs.

Denne stang er helt igennem kvalitet. Den er forsynet med en Fuji stangholder og de nye havstangsøjer fra Fuji. Klingen er samlet helt nede i håndtaget hvilket giver en sammenhængene aktion. Klingen er temmelig stiv, hvilket giver et kontant løft og en meget fin følelse med agn. Stangen har yderligere den store fordel at være meget let.  Håndtaget er af højkomprimeret neopren, som giver et godt og fast greb, selv når den er smurt ind i fiskeslim. Styrkemæssigt er dette den stærkeste stang jeg til dato har haft. Leder man efter en kvalitetsstang er denne et rigtigt godt bud. Skal man på et vragtur med krav om en stærk stang der kan klare tunge lodder og store fisk er dette en sikker vinder.


 

Imax Boat 32 lbs.

Som sin "storebroder" er dette en super-kvalitets stang. Der er ikke gået på kompromis med noget. Klingen i 32 lbs udgaven er også temmelig stiv i det, men har tilgengæld et fantastisk løft og give en super føling med hvad der forgår i den anden ende af linen. De mindste nap og rusk føres helt igennem til håndtaget. Til almindeligt pirkefiskeri har denne stang kun få konkurrenter. Til bulefiskeri og vragfiskeri er dette STANGEN, hvis man kan lide en lidt stiv aktion.

 

 

Kinetic Zaratoga 30 lbs.

En af de bedre Kinetic stænger. Den har en blød aktion og med samling ind i håndtaget kan man mærke stangens smidighed hele tiden. Den er ikke så nem at finde mere, men er absolut anbefalelsesværdig hvis man søger en let og samtidigt stærk stang, som også er billigere end Imax/Greys.

 

 

Kinetic Striker 20-30 lbs.

En videre udvikling af Zaratoga. Den deles i tre for nem transport, uden at det mærkes på aktionen. Den har de nye Fuji hav-øjer som er meget stærke samt en fritlagt klinge i bundstykket, som giver en fantastisk føling med agnen/linen. Aktionen er smidig uden af være for blød. Den bøjer bare dybere ned i stangen når der er brug for "kræfterne". Den sælges iøvrigt med et rør, så man ikke skader den under transport. Ellers de samme fordele som Zaratoga og mere til. Christians fortrukne stang til alt andet en kystfiskeri. Det bedste af det hele er prisen, der ligger på ca. det halve af Imax/ Greys.

 

 

Greys Siege XS 24 lbs.

Den stang jeg fisker mest med. Greys opkøbte superstangs-firmaet Edge, og overtog hermed også deres havserie Siege. Denne stang er en kombination af styrke og smidighed, jeg ikke har haft i nogle andre stænger. Skal der bruges kraft bøjer den bare længere ned i stangen, men er det en mindre fisk der skal behandles forsigtigt, mestrer denne stang også det..  Den har selvfølgelig alle de kvaliteter en god stang skal have, Fujiholder, Fujiøjer og en superstærk samling. Eneste minus (for nogen) er korkhåndtaget, der kan blive glat når det er smurt ind i fiskeslim. Tilgengæld er det super at holde på når man fryser på fingerne. Mangler man en stang i den dyre ende af prisskalaen, er denne stang noget man absolut ikke må snyde sig selv for at prøve. Efter min mening er det kun Imax der kan konkurrere med denne stang, når man sætter styrke og kvalitet op mod hinanden. MEN den er i den bløde ende af skalaen for stang-aktion, hvilket nogle ikke er så glade for..

 

 

 

Penn Overseas 30 lbs.

En meget smuk stang der deles på midten, hvilket gør den nemmere at transportere end Imax. Desværre er der tale om en stand der ligger LANGT fra Penn's sædvanlige kvalitet. Min stang knækkede i en fight med en 5 kg's torsk uden at vær særligt presset. Jeg har hørt fra flere at øjer, klinge og hjulholder er  af for dårlige materialer. Min var en "første-udgave" og Penn har nu sendt en efterfølger på markedet, der hedder overseas pro. Denne skulle være i den rigtige penn-kvalitet og uden de "mandags-stang" fejl den første overseas led af.